D. 1. februar 2012
Vedr. Nye rammebetingelser for regionale madvarer
Kære Mette Gjerskov
I Smagen af Danmark, der består af en række fødevarenetværk over
hele Danmark, vækker det stor undren at Fødevareministeriet i
forbindelse med implementeringen af EU´s skærpede fødevareregler
har valgt at sætte grænsen for salg af varer mellem
detailvirksomheder til en radius på 50 km. Denne grænse rammer
gårdbutikker, lokale fødevareproducenter og lokale detailhandlere
hårdt.
Gennem de seneste år har Fødevareministeriet og regionerne
fokuseret på at få sat gang i produktion og afsætning af de mange
kvalitetsprodukter, der bliver udviklet af mindre
fødevareproducenter landet over, og som med iderigdom og innovative
tiltag udvikler unikke produkter. Bl.a. har store grupper af
producenter samlet sig i forskellige lokale fødevareklynger, som
arbejder tæt sammen og konstant er i gang med at udvikle deres
produkter, så forbrugeren får det bedste af det bedste. Dette
arbejde har Fødevareministeriet og regionerne bakket op om, bl.a.
gennem støtte fra udviklingspuljer, landdistriktspuljer, LAG-midler
m.v.
Med de nye regler, hvor handel udover de 50 km kræver en
engrosautorisation, bliver udviklingen af de små
fødevareproducenter og af kvalitetsprodukter til forbrugerne i
mange tilfælde sat i stå. En engrosautorisation og følgekravene om
eksempelvis ekstra kølerum vil for små detailvirksomheder være en
meget stor udgift, der vil stoppe de initiativer og den innovation,
som fødevareproducenterne besidder.
Samtidig rammer 50 km reglen især de små detailvirksomheder i
yderkommunerne hårdt, da de naturligvis bliver nødt til at sælge
deres varer til et større område, end det er tilfældet for en butik
med et tæt befolket opland.
Et eksempel på dette er Smagen af Danmarks tidligere formand
Lisbeth Klode, der i forbindelse med sit landbrug med Hereford kvæg
og Texel får på Fur også har en gårdbutik. Da der blev sat fokus på
kvalitetsfødevarer tog Lisbeth Klode og hendes mand udfordringen
op. De arbejdede innovativt med deres produkter, hvilket
resulterede i, at de i dag har produktion af kvalitetsspegepølser
og pålæg, som de sælger til gourmetbutikker og restauranter rundt
om i landet samt på markeder og via internettet. Da de bor på en ø,
er de afhængige af salget uden for øen. Med de nye
rammeregler ser Lisbeth Klode sit arbejde, de mange midler,
som de har investeret samt de støttekroner, som de modtaget, som
spildte, da de nye regler gør det vanskeligt for dem at
overleve. Og dette kan være konsekvensen for mange mindre
kvalitetsproducenter i landdistrikterne, der pga. rammereglerne må
give op og lukke.
Danmark er et lille land i EU-sammenhænge i forhold til f.eks. en
lille delstat i Tyskland eller en mindre provins i Frankrig, og i
forhold til resten af Europa er Fødevareministeriets regler blandt
de strengeste.
Vi vil derfor anmode ministeren om at ændre den
administrativt satte grænse på 50 km, så danske producenter ikke
har værre vilkår end resten af Europa. Med en ændring af radius kan
små fødevareproducenter i Danmark forsætte med at producere
og udvikle kvalitetsfødevarer til glæde for forbrugerne, ligesom de
udbetalte landdistriktsmidler og støtteordninger dermed ikke ville
være spildte.
Med venlig hilsen
Smagen af Danmark
For yderligere information kontakt:
Thorkil Boisen, Formand for Smagen af Danmark, thorkil.boisen@mail.dk
Kai Winter, Næstformand for Smagen af Danmark, tlf. 5472 2121, kai@kernegaarden.dk
Lisbeth Klode, Gourmet Vest, tlf. 9759 3040, klode@privat.dk

