Forleden var der "Julesæson" i Ølskribenternes Laug, idet man på
grund af en uheldig tildragelse ikke havde kunnet nå det før jul.
Men i sin tid indførte Finlands turistchef i Danmark, Henrik
Cronström, som desværre døde for nogle år siden, en paragraf, som
han kaldte "Fortrydelsernes Paragraf".
Paragraffen bestod af en eneste sætning, nemlig "Det, man ikke når
før jul, må man klare efter nytår".
Og det gjorde Øl-Lauget så. Til smagningen af juleøllet havde
laugets sekretær, Stella Blichfeldt, sørget for forskellig mad af
mere eller mindre italiensk oprindelse, bl.a. skinke og ost.
Ydermere havde hun bagt "Osteflager".
Det var både en fornyelse i et traktement og en velsmagende
overraskelse, så jeg bad Stella om opskriften. Den fik jeg
efterfølgende, og jeg fik lov at videregive den til
madpublicisterne - så her følger recepten, som er til omkring en
snes flager:
150 - 180 gram fast italiensk ost (det være sig parmesan eller
grana padrano), som rives på det grove rivejern.
Skefuldevis lægges osten på bagepapir på en plade, og hver bunke
bredes ud i en cirkel på ca. 5 cm i diameter. Der må gerne være
huller i den revne ost.
Pladen sættes ind i en forvarmet ovn ca. 225 grader i 4-5
minutter, til "kagerne" tager farve i kanten. De afkøles på rist.
Og de skal opbevares i en lufttæt kagedåse, der er foret med
bagepapir. De serveres som snacks til øl.
Videre fortæller Stella Blichfeldt, at hun en gang i 1990'erne fik
inspiration til flagerne ved en kokkekonkurrence i Bella Center,
hvor en italiensk kok brugte flagerne som låg i en kolonneform. Han
havde fremstillet flagerne derhjemme og medbragte dem til Bella
Center. Derefter gik hun hjem og eksperimenterede.
Flagerne er ret markante i smagen og er et fint snack til
øl.

Medlemmerne anbefaler; Stellas osteflager
06.02.2012 - skrevet af Hanne Følbæk
