1. Foreningens navn er: Danske Madpublicister
2. Foreningens formål er at virke til gavn for alle, der på
professionelt plan formidler oplysning om mad og/eller ernæring i
offentlige medier, samt at medvirke til øget bevidsthed om mad.
3. Formålet søges blandt andet opnået ved: A) Afholdelse af møder,
studieture etc. med fagligt orienterende indhold B) En hjemmeside
C) Udgivelse af nyhedsbrev D) At søge forbindelse til og evt.
samarbejde med andre foreninger i ind- og udland
4. Som medlemmer kan optages alle personer, der regelmæssigt
formidler oplysning om mad og/eller ernæring på professionelt plan
i medierne, dvs. aviser, blade, bøger, radio, TV, video m.v.
5. Ansøgning om medlemskab sker på et ansøgningsskema, der
rekvireres fra foreningens hjemmeside. Beslutning om optagelse
træffes af bestyrelsen. Ved indmeldelse betales et gebyr fastsat af
bestyrelsen, samt kontingent for den resterende del af året.
Bestyrelsen kan ekskludere et medlem, hvis der, efter bestyrelsens
opfattelse, er en tungtvejende grund. Medlemmet kan anke afgørelsen
til generalforsamlingen.
6. Medlemskontingent for det indeværende år fastsættes årligt på
generalforsamlingen og opkræves af kassereren umiddelbart efter
generalforsamlingen med forfald 30 dage efter. Er kontingentet ikke
rettidigt indbetalt, fortabes medlemskabet. Ved udmeldelse
tilbagebetales ikke resterende kontingent. Pensionerede medlemmer
kan ansøge om nedsat kontingent. Skema hertil rekvireres fra
foreningen.
7. Til medlemmer udstedes et medlemskort. Foreningen tilstræber,
at kortet giver adgang til møder, udstillinger m.v. af faglig
interesse.
8. Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen.
Generalforsamling afholdes hvert år i januar kvartal og indkaldes
skriftligt af bestyrelsen med mindst 3 ugers varsel og med
angivelse af dagsorden. Generalforsamlingens dagsorden skal
indeholde følgende punkter:
1) Valg af dirigent
2) Valg af protokolfører og stemmetællere
3) Fremlæggelse og godkendelse af bestyrelsens beretning
4) Fremlæggelse og godkendelse af revideret regnskab
5) Fremlæggelse og godkendelse af budget, herunder fastsættelse af
årets kontingent
6) Indkomne forslag
7) Valg af formand (hvert andet år jfr. § 9)
8) Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter
9) Valg af revisor
10) Eventuelt
Forslag fra medlemmerne til behandling på den ordinære
Generalforsamling skal skriftligt meddeles formanden senest 15.
januar i det pågældende år.
Generalforsamlingsbeslutninger træffes med simpelt flertal.
Ethvert medlem har adgang til generalforsamlingen. Hvert medlem har
én stemme. Der kan stemmes ved fuldmagt. Hvis der til et valg er
foreslået flere kandidater, end der er ledige pladser, foretages
skriftlig afstemning. Valg afgøres ved simpelt flertal. Ved
stemmelighed afgøres valget ved lodtrækning.
Ekstraordinære generalforsamlinger indkaldes, når bestyrelsen
eller mindst 10 % af medlemmerne forlanger det. Indkaldelse skal
ske ved brev til medlemmerne inden 4 uger efter modtagelse af
begæring derom og med mindst 3 ugers varsel.
9. Foreningen ledes af en bestyrelse bestående af formanden og syv
andre medlemmer, der alle vælges af generalforsamlingen. Desuden
vælges to suppleanter. Formanden er direkte valgt. Bestyrelsen
konstituerer sig selv med næstformand, kasserer og evt. sekretær.
Bestyrelsen træffer sine beslutninger ved simpelt stemmeflertal.
Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Alle valg gælder for to år, således at der i lige år vælges
formand, tre medlemmer og en suppleant, i ulige år fire medlemmer
og en suppleant. Alle kan genvælges uden begrænsning. Kassereren
fører foreningens regnskab, varetager ind- og udbetalinger og
anbringer midler efter bestyrelsens beslutninger. Bestyrelsen skal
påse, at bogføringen og forvaltningen af foreningens midler,
kontrolleres på en efter foreningens forhold tilfredsstillende
måde.
Bestyrelsen kan antage honoreret, ekstern assistance til at bistå
kassereren.
To revisorer valgt blandt foreningens medlemmer reviderer
regnskabet og kontrollerer beholdningerne. Fra bestyrelsesmøder
skrives referat, der samles i en protokol.
10. Foreningens regnskabsår er kalenderåret. Årets resultat
overføres til næste år. For foreningens forpligtelser hæfter alene
foreningens midler. Foreningens medlemmer har intet personligt
ansvar for foreningens forpligtelser.
11. Foreningen forpligtes af den samlede bestyrelse eller af
formanden eller kassereren i forening med to
bestyrelsesmedlemmer.
12. Vedtægtsændringer kan vedtages på en generalforsamling med
simpelt flertal, når ændringsforslagets tekst er udsendt til
medlemmerne sammen med dagsordenen, og når mindst halvdelen af
medlemmerne er til stede. Er færre end halvdelen til stede, og
forslaget vedtages, indkalder bestyrelsen til ny generalforsamling
med samme vedtægtsforslag på dagsordenen, og forslaget kan da
vedtages ved simpelt flertal uanset de fremmødtes antal.
13. Foreningens opløsning kan besluttes på samme måde som
vedtægtsændringer ifølge § 12. Den generalforsamling, der endeligt
beslutter foreningens opløsning, disponerer samtidig over
eventuelle midler og beslutter, hvilke almennyttige formål, der
skal modtage foreningens midler.
Revideret 9. april 1997, 29. marts 2004 og 19. marts 2007
Download vedtægter som
pdf